Sådan passer du godt på dine smykker
Du er helt sikkert glad for dine smykker. Både dem du selv har købt, fordi du syntes, de passede perfekt til din nye kjole og dem, du har fået i gave henover årene. Særligt glad er du med garanti for dine arvesmykker, som dine mormor eller mor har båret i årevis, før det blev din tur.
Uanset hvad historien er om dine ringe, halskæder og øreringe skylder du dine smykker at passe godt på dem og pleje dem, som de har brug for. På den måde holder de sig smukke år efter år, samtidig med at du skåner dem for unødigt slid.
Her får du en guide til pleje af smykker, så det guld og sølv du bærer nu, måske en dag kan gå videre i arv til generationen efter dig.
Opbevaring af smykker
Der er flere fordele ved at sørge for en ordentlig opbevaring af dine smykker. Først og fremmest er der mindre risiko for, at dine smykker bliver væk, hvis du altid sørger for, at du opbevarer dem samme sted.
Dernæst sikrer du, at halskæder ikke vikler sig ind i hinanden, når de enten hænger pænt eller ligger optimalt i en æske. Desuden sørger du for, at smykkerne ikke bliver unødvendigt snavsede af f.eks. hårlak og tørshampoo der hvirvler i luften eller af almindeligt støv, hvilket typisk vil ske, hvis smykkerne bliver opbevaret på badeværelset og samtidig ikke bæres dagligt.
En generel anbefaling er, at smykker du ikke bruger dagligt, bedst opbevares i et smykkeskrin eller i den æske, du modtog smykket i. Smykker du bruger hver dag, kan du derimod med fordel hænge eller lægge et sted, hvor de er nemme at få fat i. Disse vil nemlig alligevel blive snavsede ved almindelig brug og have brug for en rengøring uanset.
Tag smykkerne på som det sidste – og af som det første
Som udgangspunkt kan smykker holde til almindelig hverdagsbrug, men nogle smykker er mere skrøbelige en andre. Særligt smykker med sten i, skal der passes en smule ekstra på for ikke at risikere, at stenene falder ud.
Derfor bør du altid tage dine smykker af, inden du:
- Sover. Her risikerer du nemlig at øreringe bliver skæve eller at halskæden vikler sig ind i f.eks. knapper og snore.
- Bader (i bruseren, poolen og i havet). Her udsættes smykkerne for kemi fra shampoo og balsam, klor fra poolvandet eller snavs og salt fra havet).
- Dyrker sport. Sved kan slide på smykkebelægning og derudover kan du komme galt afsted med dine fingre, hvis du har ringe på eller dine ører, hvis en creol sætter sig uheldigt fast i udstyr eller en modstander ved kontaktsport).
- Gør rent. Rengøringsmidler kan være skrappe og enten med tiden ødelægge smykkernes belægning, perlernes farver eller måske endda løsne stenene i din flotte forlovelsesring.
- Arbejder i haven. Jord og småsten kan ridse dine fingerringe og armbånd gå i stykker, hvis de sætter sig fast i f.eks. hækkens afklippede grene.
Generelt bør smykker skånes for unødigt snavs og kontakt med kemiske komponenter fra f.eks. hårlak, ansigtscreme, makeup og håndlotion. Gør det derfor til en vane at vente med at tage dine smykker på som det allersidste, inden du forlader badeværelset og det første du tager af, inden du går i bad eller i seng.
Rengøring af smykker
Smykker rengøres mest skånsomt med lunkent vand, mild sæbe og en blød klud. Hvis der er områder, der er svære at komme til, kan du tage en vatpind til hjælp og skal der skrubbes lidt mere, kan en blød tandbørste også være praktisk. Benyt dog aldrig en tandbørste på ædelsten, diamanter og perler.
Især sølvsmykker kan få en snavset og mørk overflade. Det skyldes en naturlig proces, der kaldes oxidation, som sker når smykkerne udsættes for syre og sved fra kroppen. Særligt ørestikker og halskæder udsættes for saltholdigt sved, som med tiden kan ændre farven på smykkernes belægning og bør derfor oftere rengøres end f.eks. armbånd.
Oxidation – og almindeligt snavs - fjernes nemmest ved at tage et ildfast fad eller kaffekrus og lægge et stykke sølvpapir i bunden, drysset med groft salt. Dernæst placeres smykkerne ovenpå, hvorefter der hældes kogende vand over. Det hele skaber en proces, der får snavs til at løsne sig på magisk vis, hvorefter dine smykker ikke behøver mere rengøring, men blot ser ud som nye på kun få sekunder.
Benyt dog aldrig denne metode, hvis dine smykker har ægte perler, ædelsten og diamanter. Her bør du i stedet indlevere dine smykker til ultralydsrensning hos en guldsmed eller investere i din egen smykkerenser.